Kresten Schultz Jorgensen

Der er ikke noget værre end idioter, der tror, de er genier.

Og nej, jeg tænker ikke kun på de politikere og tech-millardærer, der har fået fribilletter til verdenspolitikken. Jeg tænker på et fænomen, de fleste af os møder regelmæssigt: Personer, der med stor selvtillid dominerer rummet, mens de blæser hen over åbenlyse huller i deres viden.

Fænomenet har et navn: Dunning-Kruger-effekten – opkaldt efter de to psykologer, der i 1999 opdagede, at mennesker med lav kompetence ofte overvurderer deres egne evner voldsomt. Hvorfor? Fordi de mangler præcis den indsigt, der skal til for at indse, hvor lidt de faktisk ved.

Og det er jo det skøre ved effekten: At det kræver indsigt at vide, hvor meget man ikke ved. Det seriøst skøre er, at idioterne ofte ender med at styre hele butikken – middagsselskabet, virksomheden, geopolitikken – fordi vi i det moderne præstationssamfund har vænnet os til at hylde det dominerende, det skråsikre, det hurtige. Og måske også fordi man trods alt håber, at idioterne i morgen vil fortryde deres selvtillid. Donald, siger Melania og nusser ham i nakken, hvad med at læse lidt op på Monroe-doktrinen?

Men sådan går det jo ikke. Så hvad kan man gøre?

Her er et par ideer:

For det første: Kig efter motiver og viden, ikke selvsikre synspunkter. Når vi vurderer andre – hvad enten det er til et job eller et demokratisk valg – kunne man måske ligefrem overveje at give stillingen eller magten til dem, der ikke stræber efter den.

For det andet: Brug spejlet, vær selvkritisk. At forstå, hvad man selv kan (og ikke kan), kræver ofte, at man lærer af sine egne fejl. Retrospektion – at evaluere ud fra fortiden – er tit mere brugbart end bare at mærke efter, hvad man føler lige nu.

For det tredje: Træn, øv, forfin. Dunning og Kruger fandt, at træning får selv de mest selvsikre til at justere deres syn på egne evner. Måske er det derfor, jeg selv øver mig i at lave illustrationer som denne klassiske model, der bl.a. findes i en smukkere udgave hos Decision Lab. Den er ikke Michelangelo, men nu er vi i gang. Jeg kan ikke tegne og starter med at kalkere 👩‍🌾

#thedunningkrugereffect #nothingworsethananidiotwhothinksheisagenius

Hvorfor er der ingen, der rigtigt griner mere?

Jeg har foretaget en opinionsanalyse af, hvorfor de danske arbejdspladser bliver kedeligere og kedeligere, for dét bliver de.

19% synes ikke, at humor hører hjemme i en verden af konflikter. 25% har ikke tid til overflødig spas. 36% synes, at det er seriøst svært at time kvikke indfald, når de skal markeres med en virtuel hånd på et teamsmøde. Og 37% er megabange for at krænke deres kolleger.

Det giver 117%, hvilket jo forklarer, hvorfor kolleger, der tidligere var rimeligt lystige, nu dukker sig som bedemænd. Enig, hr. tankepolitiagent: Ingen savner ekskluderende, racistiske vittigheder eller chefer uden situationsfornemmelse. Men: Hvad har dét at gøre med en sund latter?

Sagen er, at humor skaber fællesskab – når man kan grine af virksomhedens indbyggede irrationaliteter. Ny strategi, nye værdier, ny chef? Come on. Det er helt naturligt engang imellem at kunne grine af det hele for at bekræfte, at man ikke selv er bims. Jamen, skal humor virkelig være provokerende og akavet? Ja, det er derfor det hedder humor. Det skal kradse lidt, ellers er det bare brochuremateriale fra Vingsted Skydebanecenter.

To regler, direkte fra hovedkvarteret, det vil sige Gøgereden:
Medarbejderne skal kunne grine af sig selv OG chefen.
Chefen skal primært grine af sig selv.

Engang, da jeg var ung chefredaktør på Aktuelt, interviewede jeg tidligere statsminister Anker Jørgensen, verdens flinkeste mand, og jeg har stadig båndene. Det var dengang, da alle begyndte at blive stressede, og jeg selv havde en rem af huden. Åh, vi er så stressede.

Anker, når du stod op kl. 04.00 om morgenen på Borgbjergvej, mens LO hadede dig, Israel og palæstinenserne hadede dig, Thomas Nielsen hadede dig, regeringen var i opløsning, og din kone Ingrid spurgte, hvad er der galt, Anker - hvorfor blev du så ikke stresset?

Jeg havde et lille trick, siger Anker på båndet. Jeg tænkte: Se den lille fjollede mand der, med overskæg og hængerøv i polyestersættet. Han er da komisk.

Dét er pointen.
Vi skal kunne grine af det hele.
Så er det heller ikke værre.

#humor #selvironi #ankerjørgensen