Thomas Bernt Henriksen

Forestil dig at vågne op en dag til en uventet skatteregning på 33.000 kroner, fordi du ikke bare skal betale din egen grundskyld, men hele kvarterets. Det er det, som journalisterne i DR mandag kan afsløre, sker på Guldrankevej i Odense.

Gitta Ravn er ikke alene. DR har gravet to yderligere eksempler ud, hvor en beboer i Roskilde har fået en ekstra skatteregning på 159.000, ligesom en borger i Hvalsø sidder med en skatteregning på 36.000 kroner for kvarterets grundskyld.

Beskeden til de chokerede borger fra myndighederne såvel som en juridisk ekspert i det nye ejendomsvurderingssystem, nemlig Thomas Booker fra Horten, er, at reglerne er, som de er, og at det bedste, man kan gøre som boligejer, er at lege skatteopkræver i kvarteret. Gitta Ravne skal iklæde sig sit bedste sherifudstyr og kradse pengene ind. Alle kan høre, hvor tosset det lyder.

Det er tilmed i sig selv ikke nogen banal opgave, for skatteopkrævningen bygger på en foreløbig ejendomsvurdering og ikke en endelig vurdering af ejendommene på Guldrankevej. Med andre ord, så er der en vis stor risiko for, at Gitta Ravn opkræver for meget eller for lidt i grundskyld, når hun skal lege skattesherif i sit kvarter.

Gitta Ravn kan heller ikke i modsætning til staten, som har Gældsstyrelsens udvidede magt i baglommen, gøre andet end at appellere til sine naboers gode vilje om at bidrage til at dække skatteregningen. Alle kan høre, hvor tosset det lyder.

Her er den indsigt, som rejser sig af historien om »sheriffen på Guldrankevej«.

For det første, at danskernes retssikkerhed i væsentlig grad er tilsidesat i det nye ejendomsvurderingssystem.

For det andet, at danskernes retsfølelse er alvorligt krænket, når skattevæsenet gør borgerne til skatteopkrævere.

For det tredje er tilliden til skattevæsenet alvorligt rystet.

Efter langt mere end ti år med skandale efter skandale, som i øvrigt ikke har kostet en eneste minister jobbet, er der ingen vilje til at tage en seriøs debat om retssikkerhed, retsfølelse og tilliden til skattemyndighederne, som kunne tvinge politikerne til at håndtere de enorme, uløste problemer, som gældsskandalen og skandalen om de nye ejendomsvurderinger efterlader.

Min kommentar i @berlingske

#boligpriser #gældsstyrelse #grundskyld #boligskat

Man må elske den voldsomme debat, der er opstået om LEGOLAND.
 
Det er den vildeste debat, fordi en far i et debatindlæg i Politiken beskriver den hjerteskærende scene, hvor børn må se på, mens andre børn på tur til Legoland springer køen over, fordi deres forældre har betalt en masse penge for at slippe for at stå og vente på, at det bliver deres tur.

Ydmygelsen ved at stå og kigge, mens nogen springer køen over, bliver tilføjet spot og hån, fremgår det af debatindlægget: »Det værste indtraf, da en far og hans søn gik foran køen, og drengen spurgte faren, hvorfor de måtte det, hvortil faren svarede: »Fordi vi har flere penge end dem.«

Naturligvis kan det ophidse sindene og allestedsnærværende Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Men så er der heldigvis den altid bramfrie Martin Buch Thorborg, som med samme kraft som Dragsted mener det stik modsatte.

»Så nu må de mennesker, der hyler over det her, holde fucking kæft og tage en tudekiks,« siger iværksætteren.

Det er en klassisk debat, som viser, at så snart børn er involveret, så mister alle fatningen.

I virkeligheden er debatten om Legolands køsystem dybt interessant, fascinerende og meget mere indviklet, end Dragsted og Thorborg giver indtryk af. Det er et gået tabt.

Jeg mener hverken som Dragsted, at Legolands køsystem er samfundsundergravende, eller som Thorborg, at kritikerne skal holde kæft.

Jeg tror, at jeg har det som de fleste, nemlig at det skurrer i ørene at høre om en forlystelse for mest børn, som udløser så negative følelser hos gæsterne.

Jeg tror også, at Legoland rører ved noget dybt, som de skal tage alvorligt.

Det ene handler om almindelig dannelse, nemlig helt almindelig køkultur. Der findes ikke noget mere tarveligt end at springe køen over.

Det andet er en slags kristen etik, hvor man som protestant hverken vil betale aflad for sine synder eller betale for at komme foran i køen til himmerige. Vi er som udgangspunkt lige for Gud og Legoland. Danskerne er ikke en slags amerikanere.

Det har Legoland ikke fattet.

De har heller ikke fattet, at Legolands køsystem kolliderer med de værdier, som the LEGO Group selv står for i forhold til børn.

Det skaber hos børn ikke fantasi, kreativitet, sjov, læring, omsorg eller kvalitet – LEGOs seks kerneværdier – at blive sprunget over i en kø i Legoland, når man har glædet sig i rigtig, rigtig lang tid til at komme til Billund. Det er ikke dagen, hvor man som barn skal lære at være rummelig.

Det må ejerne af Legoland kunne håndtere bedre, end de gør i dag.

»Ydre frihed,
men ingen sindsro
Liberalitetens 
sygdom til døden«

står der i et fint lille digt af Jørgen Gustava Brandt fra slutningen af 1970erne.

Man skal altid med sindsro kunne tage sine børn med til Legoland, men selvfølgelig må ejerne gøre lige, hvad de vil. De har ikke brudt nogen love.

Min kommentar i Berlingske: https://lnkd.in/dG-A3-uN

#legoland #lego #køsystemer #disneyland